Vedtægter
§ 1 Navn
Stk. 1. Det danske navn for foreningen ”Meg’s Children Home” er: ”Balkot Kids Nepal”.
Stk. 2. Foreningens hjemsted er den til enhver tid valgte formands privatadresse.
§ 2 Formål
Stk. 1. Foreningen er en selvstændig forening, hvis formål er at støtte børnene på børnehjemmet ”Meg’s Children” i Nepal.
Stk. 2. Foreningens formål er at varetage de danske donorers/sponsorers interesser, herunder løbende holde sig orienteret om, hvad der sker i organisationen Meg’s children.
Stk. 3. Foreningen vil stå for pengeoverførsler fra den danske konto til den nepalesiske hovedkonto. Desuden kan foreningen foretage støttende aktiviteter det være sig indsamling af skoleredskaber o.lign.
Stk.4. Foreningen holder sponsorer og andre medlemmer informerede om foreningens arbejde. Til dette udsendes et nyhedsbrev.
§ 3 Medlemmer
Stk. 1. Som medlemmer kan optages personer, som støtter foreningens formål og har lyst og vilje til at arbejde med projektet.
Stk. 2. Indmeldelse sker ved henvendelse til et medlem af bestyrelsen.
Stk. 3. Kontingent fastsættes på den ordinære generalforsamling efter indstilling fra bestyrelsen.
Stk. 4. Udmeldelse skal ske skriftligt til et medlem af bestyrelsen.
Stk. 5. Medlemmer, som i væsentlige punkter handler i strid med foreningens vedtægter og formål, kan ekskluderes af foreningen. Bestyrelsen træffer beslutningen herom. En beslutning herom kræver 2/3 flertal i bestyrelsen.
§ 4 Bestyrelse
Stk. 1. Bestyrelsen kan bestå af op til 5 medlemmer, som vælges af generalforsamlingen for en et-årig periode. Det er muligt at opnå genvalg.
Stk. 2. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger. Bestyrelsen er ansvarlig for foreningens generelle politik og organisationens økonomi og godkender dispositioner af overordnet karakter for organisationens drift og udvikling.
Stk. 3. Bestyrelsen konstituerer sig selv.
Stk. 4. Bestyrelsens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal.
Stk. 5. Bestyrelsen kan nedsætte andre udvalg til at varetage særlige opgaver.
§ 5 Ordinær generalforsamling
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2. Der afholdes en årlig generalforsamling, som indkaldes med mindst 3 ugers varsel ved skriftlig meddelelse. Generalforsamlingen afholdes inden udgangen af 1. kvartal. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden, regnskab og eventuelle vedtægtsforslag.
Stk. 3. Alle medlemmer er møde- og stemmeberettigede. Hvert medlem har én stemme. Stemmeretten kræver personligt fremmøde eller fuldmagt.
Stk. 4. Hvis blot én deltager på generelforsamlingen kræver hemmelig afstemning skal dette efterkommes.
Stk. 5. Forslag eller emner ud over de på dagsordnen anførte, skal være bestyrelsen i hænde mindst 8 dage før generalforsamlingen.
Stk. 6. Forslag om vedtægtsændringer, skal være bestyrelsen i hænde senest 1 uge forud for udgangen af den måned, hvor generalforsamlingen afholdes.
Stk. 7. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved et simpelt flertal. I tilfælde af stemmelighed foretages der ny afstemning. Hvis den sidste afstemning også giver stemmelighed, bortfalder forslaget.
§ 6 Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt og skal afholdes, når mindst 1/3 del af medlemmerne fremsætter skriftligt begrundet anmodning om det til formanden.
Stk. 2. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen under samme forhold som til en ordinær generalforsamling.
§ 7 Tegningsregler og hæftelse
Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af bestyrelsens formand eller af underskrift fra to andre bestyrelsesmedlemmer.
§ 8 Økonomi og regnskaber
Stk. 1. Regnskab for forgangne år fremlægges på generalforsamlingen, hvor det skal godkendes. Regnskabet er inden da blevet godkendt af revisoren.
Stk. 2. Budgettet for det efterfølgende år fremlægges også til debat på generalforsamlingen.
Stk. 3. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret og er fra d. 1. januar – 31. december.
Stk. 4. Foreningen kan søge midler fra offentlige eller private fonde og firmaer og er ansvarlig for disse midler.
Stk.5. Sponsorater, donationer og andre indsamlede/indtjente midler, går ubeskåret til ”Meg’s Children”. Foreningen bygger på frivilligt arbejde og bestyrelsen eller medlemmerne skal derfor ikke honoreres.
Stk.6. Bestyrelsen kan dog bruge penge på postforsendelser, overførselsgebyrer m.m.
§ 9 Ændring af vedtægter
Stk. 1. Ændring af foreningens vedtægter kan kun ske på en lovlig indvarslet generalforsamling og kun med 2/3 flertal af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer. Forslagets ordlyd skal udsendes til medlemmerne samtidig med dagsordenen.
Stk. 2. Vedtægterne er gyldige umiddelbart efter afsluttet generalforsamling, hvorpå de er vedtaget.
§ 10 Opløsning
Stk. 1. Foreningen kan kun opløses, hvis 2/3 af de fremmødte medlemmer på generalforsamlingen ønsker dette. Opløsning kan kun vedtages på ordinær eller ekstraordinær generalforsamling indkaldt efter de varsler som er angivet i §§ 5 og 6.
Stk. 2. Ved opløsning afvikles først alle mellemværende. Resterende formue overføres til den Nepalesiske forening.
Senest ændret d. 23.5.2009